Om Skagen Yoga

Om Lise

Færdiguddannet som fysioterapeut i januar 2006, var jeg klar til at erobre verden. Jeg havde drømme om efter et par års arbejde i praksis, at vende tilbage til skolebænken, læse videre og en dag forske i fysioterapi. Finde en specifik vej og fordybe mig i det. I al beskedenhed drømte jeg om at gøre en stor forskel med min forskning. Jeg knoklede derud af, tingene gik hurtigt og jeg arbejde altid på at optimere alt hvad jeg foretog mig og blive mere effektiv i min tid. Ambitionerne var store og jeg fik meget fra hånden.

En onsdag i maj 2010 ændrede det hele sig. Jeg skulle lejre en patient efter endt behandling på mit arbejde, og slog hovedet ned i hjørnet på en skarp kant på en fodstøtte på et vippeleje. Den efterfølgende hjernerystelse, var jeg ikke særligt bekymret for, det skulle nok fortage sig. Jeg gjorde hvad lægerne sagde, holdt mig i ro og sov en masse. Men denne lille episode skulle vise sig at ændre alt.

Diagnose: Post Commotionelt syndrom – Langvarige skader efter hjernerystelse

Et godt års tid efter, tiltog mine smerter og kognitive skader stadig mere og mere. Jeg var i stand til at passe mit arbejde et par timer om dagen, fordi mine forældre hjalp mig. De hjalp med at hente og bringe min datter fra dagplejen, handle ind og andre dagligdags ting mit hoved ikke længere kunne overskue.

Diagnosen blev stillet; Post Commotionelt Syndrom – Langvarige følger efter hjernerystelse. Jeg var dopet på alverdens smertestillende medicin, sov op til 16 timer i døgnet og var enten deltids- eller fuldtidssygemeldt på en meget tålmodig arbejdsplads. Sideløbende modtog jeg alverdens behandlinger lige fra massage, kraniosacral terapi, akupunktur, fysioterapi, kiropraktik ol. Det var under mit rehabiliterings forløb på Hjerneskadecentret i Aalborg, det langsom begyndte at gå op for mig, at denne hjernerystelse og dens symptomer ikke sådan lige skulle forsvinde af sig selv. De begyndte at forberede mig på, at jeg nok skulle indstilles til et flexjob. Jeg nægtede pure, at det skulle være min fremtid, og holdt stadig fast på min drøm, min ambition om at jeg skulle videre og forske indenfor mit fag. Jeg var vred, ulykkelig og var fuld af afmagt. Knoklede derudaf, hvis man kan kalde det det, med de få timer om dagen jeg kunne være oppe. Jeg var stædig. Forsøgte krampagtigt at holde fast i noget, der langsom begyndte at smuldre mellem fingrene på mig.

Symptomerne tiltog. Det var nu 14 måneder siden jeg kom til skade, og stadig ingen forbedringer. Et træthedsniveau svarende til en svært hjerneskadet, hovedpine, nakke- skulder smerter, dårlig hukommelse, nedsat koncentrationsevne, overfølsom overfor lys og lyde, svimmelhed, kvalme og samsynsbesvær var symptomer der fyldte hele min hverdag. Jeg sov, spiste piller, sov igen.  I perioder forsøgte jeg, at passe mit arbejde så godt jeg kunne. Men det gjorde ondt. Det gjorde ondt i min krop og det gjorde ondt i mit hovede.

På dette tidspunkt var jeg blevet anbefalet kraftigt af såvel neuropsykolog og fysioterapeut på Hjerneskadecentret, som de ansatte på kommunen at gå med til at blive indstillet til en førtidspension. Jeg forsøgte at udskyde det uundgåelige, men måtte til sidst indse, at det jeg så krampagtigt havde forsøgt at holde fast i, nu var nødt til at give slip på. Jeg gav efter – smed håndklædet i ringen. Jeg faldt, og jeg faldt tungt.

Mit sammenbrud

Ganske få uger senere sad jeg med et brev i hånden. Et brev der fik hele min verden til at falde sammen. Et brev hvori der stod, at jeg havde var blevet bevilget en førtidspension. Åh nej. Nu var det virkeligt. Min drøm var brast. Det stod jo lige her sort på hvidt. Jeg skulle ikke længere forske, skulle ikke længere gøre en forskel, jeg var ingen. Havde ikke længere nogen værdi. Hvem var jeg nu, når jeg ikke var fysioterapeut, men pensionist. Hvad skulle jeg fortælle min datter; Kære Ida, din mor er førtidspensionist i en alder af 31. Det var ikke det forbillede jeg ville være. Det var ikke sådan jeg var opdraget. Jeg skulle arbejde, deltage i samfundet – og jeg elskede det. Nu var der ingenting. Jeg havde arbejdet mig igennem de forskellige krisestadier med en neuropsykolog og kunne nu observere, at jeg røg lige tilbage til chokfasen. Jeg startede forfra.

4 år herefter befandt jeg mig stadig i bearbejdsningsfasen af de 4 krisestadier. Jeg var meget sårbar. Skammede mig over min situation, og frygtede konstant at løbe ind i nogen, som ville spørge mig hvad jeg lavede. Jeg tvivlede på mig selv. Jeg havde ikke meget social liv, delvist fordi jeg skammede mig over min situation, og delvist fordi jeg ikke havde den mindste energi udover det dagligdagen som mor krævede af mig.

Gradvist begyndte jeg at acceptere min situation, forsøgte at se lidt mere nuanceret på det og lærte at leve med det. Følelsen af fortvivlelse og afmagt fyldte dog stadig meget i mig. Jeg begyndte at sætte mange urealistiske mål for hvad jeg så skulle lave, når jeg ikke skulle arbejde og være fysioterapeut. Jeg ville lave en triathlon og på sigt en ironman, så jeg begyndte at gå til svømning, men da jeg langsomt trappede ud af medicinen, kunne jeg ikke løbe længere. Hver gang jeg forsøgte at løbe kostede det et par uger i sengen med alvorlig hovedpine, kvalme og svimmelhed. Derefter forsøgte jeg at træne op til en fitness konkurrence, men med samme resultat. Nå men så tænkte jeg at, når jeg ikke kan få den karriere jeg drømte om, så skulle jeg i hvert fald fylde hjemmet op med en masse dejlige børn, som jeg kunne give al min kærlighed til. Men den drøm passede desværre heller ikke ind i mit liv, men et abnormt stort søvnbehov, for hvis jeg ikke respekterer mit hoveds behov for hvile, rammer alle mine symptomer med en dobbelt så hårdt, og efterfølgende vil jeg være sengeliggende i flere dage.

Mødet med yogaen

En dag inviterede en veninde mig med til en yoga klasse i en af byens motionscentre. Det var for hårdt, jeg havde ikke kræfter til at holde mit eget hoved, hverken i foroverbøjninger eller bagoverbøjninger. Alt gjorde mig svimmel og gav kraftige nakkesmerter og hovedpine. Men der var noget ved yogaen der ræsonnerede i mig, så jeg fortsatte. Forsøgte med noget andet yoga, som jeg bedre kunne være med til. Jeg mødte meget modstand kraftig modstand i kroppen, men mentalt følte jeg en form for lettelse, og langsomt blev kroppen også mere villig til at finde ro i nogle af stillingerne.

Jeg besluttede mig at dykke dybere ind i denne verden. Yogaens univers. Ikke blot den fysiske træning men også historien og filosofien bag. Det gik op for mig, at jeg ikke trak vejret ordentligt. Det med at trække vejret langsomt og dybt og blot sidde og observere mit åndedræt, var ret skræmmende for mig og til tider angstfremkaldende. Det betød jo at jeg var nødt til at mærke efter, og jeg blev konfronteret med alle blokeringer både i kroppen og i sindet. Jeg var tykpandet og mødte modstand overalt, ligegyldigt hvad jeg foretog mig. Men det var en modstand jeg selv skabte. Det ser jeg nu.

I mine studier har jeg altid gået direkte til kilden, når jeg har læst noget teori, så jeg besluttede at gøre det samme med yogaen. Jeg ville tage en lang uddannelse og forstå det rigtigt, for at jeg kunne implementere det fuldt ud i min egen hverdag. Jeg havde på dette tidspunkt allerede en fast rutine, hvor jeg stod op hver morgen to timer før min datter, Ida skulle i skole, for at lave yoga og meditere, så jeg kunne vække hende og sende hende godt afsted i skole. Denne start på dagen skabte og skaber stadig ro i mit sind, mine muskler og mit nervesystem. Jeg påbegyndte en uddannelse, men jeg var ikke i stand til at gennemføre den. Efter første weekend modul lå jeg i sengen 2-3 uger efter, da det havde været så hårdt for mit hoved at skulle koncentrere mig i en hel weekend. Jeg husker hvordan tårende trillede, når jeg sad i skrædderstilling fordi ALT gjorde ondt på mig, og jeg kæmpede for at holde mine øjne åbne. Jeg måtte endnu engang kaste håndklædet i ringen. Min skade begrænsede mig i at gennemføre, en ellers helt fantastisk yoga uddannelse. Men der blev sået et frø, som skulle vise sig gradvist at begynde at spire.

Stædig som jeg var, forsøgte jeg mig med en ny uddannelse et halvt år efter. Så jeg tilmeldte mig uddannelsen, selvom den lå i Århus og jeg i teorien ikke kunne køre så langt selv pga. trætheden og koncentrationsbesværet. Jeg skulle køre fra Skagen til Århus 10 gange hen over de næste 10 måneder. Det var det jeg skulle, jeg måtte tage ejerskab over min egen historie i stedet for at være et offer for mine omstændigheder. Så jeg gjorde det. Godt nok kunne en tur der normalt ville tage 2,5 time, blive til over 4, da jeg måtte holde ind på rastepladser og sove et par gange af 30 min undervejs. Det lykkedes – jeg gennemførte. Og jeg var i gang med at undervise igen. Yes. Jeg kunne være noget igen. Hjælpe andre og give lidt igen. Det gav så meget mening for mig, og en del af afmagten og fortvivlelsen begyndte langsomt at forsvinde. På en måde blev mit sammenbrud til en lang periode på skolebænken. Jeg havde et større oprydningsarbejde for at komme til at lære at elske mig selv igen for den jeg er og ikke det jeg gør, og det er nok noget at det modigste jeg nogen sinde har gjort og fortsat vil arbejde med hver dag.

Det handler om at give

Det store oprydningsarbejde jeg gjorde undervejs, fik mig til at udforske mørket, det fik mig til at se mine egne mønstre i øjnene. Mine egne fortællinger om, at jeg ikke var god nok, dygtig nok, smuk nok, værdig nok til at være en del af et fællesskab. Jeg begyndte at lede efter lyset og opdagede en uendelig kraft heri. Jeg så at det ikke blot handler om mig, men at det hele er så meget større. At jeg blot er en lille del af noget større, hvor det handler om at give og dele. Det handler om kærlighed, samhørighed og lykke

”For every action there is an equal opposite reaction”
– Newtons 3. Law

Min skade og symptomer på PCS, er hverken forsvundet eller blevet mindre. Forskellen er, at jeg ved hvordan jeg skal håndtere det. Hvordan jeg skal optimere brugen af min begrænsede mængde energi. Gennem yoga har jeg lært at stoppe op og mærke efter, mærke efter hvad min krop harbrug for lige her og nu – og ikke hvad jeg syntes det børkunne. Hvis jeg har gjort for meget en dag, brugt for meget energi, skal min krop nok reagere og fortælle mig det dagen efter, og sørge for at jeg bliver i min seng. Mine dage starter altid på samme måde. Yoga og meditation et par timer før resten af familien vågner er lige så vigtig en del af min daglige rutine, som det at børste mine tænder er.

Min drøm

I dag kan jeg undervise 1-2 yogaklasser om ugen i min egen lille virksomhed. Det er hårdt, og efter hver klasse skal jeg hjem og sove i 2-4 timer, og skal ikke have planlagt andre aktiviteter før eller efter. Men det er så absolut det hele værd. Det giver mig så meget glæde at undervise igen, at bruge min fysioterapeutiske baggrund og flette den ind i yogaens univers og krydre det med lidt meditation og spiritualitet. På en eller anden måde føler jeg, at jeg er på rette spor.

”Som at følge en stjerne på himlen – jeg når aldrig helt frem, men kan se at jeg er på rette vej” – citatat af Brene Brown.

Det giver mig så meget, og jeg drømmer om, at kunne give det videre til mange andre. Hjælpe andre med at indse, at man godt kan hjælpe sig selv. Give redskaber til at få en god start og slutning på dagen. Hjælpe med at indse, at hvad der kan synes som meget store og altoverskyggende problemer, der kan gøre folk handlingslammede, at der er en vej ud. Og det uanset om du er plaget af sygdom, store eller små skader eller om du er helt rask og bare ikke føler at du er ”god nok” eller ”for stiv til at lave yoga”. Det vil svare til at sige, at du er for beskidt til at tage et bad.

Kan jeg bare nå ét andet menneske gennem yogaen og meditationen, så den person også kan opnå at give slip på frygten, hvis han eller hun har oplevet et sammenbrud, at livet godt kan gå videre, ikke nøjagtig som det var før, men på en ny måde med en tyngde af overgivelse og tillid, og hvor man forhåbentlig kan se på verden med andre øjne.

Jeg har lært, ikke at føle mig som et offer. Ikke at tænke: ”hvorfor skete det lige for MIG” og i stedet for at se min verden gennem frygt, ser jeg den fra et hjerte fyldt med tro, tillid og kærlighed.

Som Brene Brown siger; er jeg uperfekt, sårbar og til tider også bange, men når det er sagt, er jeg samtidig også modig, værdig til at blive elsket og føle samhørighed med andre. Jeg føler at jeg er nok, og min uperfekthed ændrer ikke på det.